Ved at inddrage WAT i behandlingen, har vi erfaret at det har en positiv virkning på mange områder.
Vi har via semistrukturede interviews undersøgt tidligere kunders egne oplevelser af WAT.
Her er et uddrag af deres udtalelser:
- Jeg har lært mig selv bedre at kende, og har lært at se tingene på en anden måde. Jeg tænker i muligheder i stedet for begrænsninger.
- Jeg har fået nogle redskaber til at håndtere forskellige hverdagssituationer. F.eks. spiser jeg mekanisk og spiser alt og vurderer ikke om, jeg kan lide maden eller ej.
- Jeg har lettere ved, at begå mig socialt, f.eks. hvis jeg skal til en fest.
- Jeg har fået et sundere forhold til mad og min krop.
- Flere udtaler, at de har fået normaliseret deres vægt.
- Deres søvnrytme er blevet normal, de er naturligt trætte om aftenen.
- Strukturen på turene har givet dem et redskab til, at strukturere en hverdag, lektier m.m.
- De succesoplevelser de har fået, anvendes bevidst når noget virker uoverskueligt. ”Når jeg kan klatre til toppen, så overlever jeg nok også dette her”.
- Turene har givet dem en ide om, at der er andet i livet end spiseforstyrrelse. Og man dør ikke af at kæmpe.
- De er ikke bange for, at prøve noget nyt.
- Tingene bliver mere naturlige. De behøver ikke følge moden, være smarte, ”da det er total kikset, at være dulle på en klippe eller på mtb i skoven. Men det fede er, at det giver flere likes, at hænge på en væg i 30 meters højde”.
- De føler ikke længere, at de er alene i verden.
Dansk forskning.
Der findes ikke megen dansk forskning på området, men Hans Jørgen Fisker udarbejdede i samarbejde med Adia mf. et 3 årigt forskningsprojekt i friluftslivets anvendelse i behandlingen. Formålet med projektet var at ” styrke og udvikle spiseforstyrredes fysiske, psykiske, sociale og kulturelle kompetencer ved at opleve og bruge naturen til friluftsaktiviteter i et friluftsprogram”.
Projektet omfattede 30 personer i alderen 16-30 med henholdsvis anoreksia, bulimia og BED. Friluftsprogrammet var opbygget efter tankegangen bag Wilderness Adventure Therapy, og blev sammenlagt afholdt over 5 forløb, der bestod af en introduktionsdag, 6 hele dage i naturen fordelt på 3 uger, samt en opsamlingsdag.
Ud fra konklusionen anbefales friluftsprogrammet som et nyt supplerende behandlingstilbud til mennesker med spiseforstyrrelse. Det frarådes at programmet, som det er udformet i denne undersøgelse, anvendes som primært behandlingstilbud, men at det indgår i en sammenhæng med forudgående, sideløbende og/eller efterfølgende behandling.
Nogle af de ting deltagerne fremhæver ved friluftsprogrammet i forhold til traditionel behandling er, at de føler sig mere anerkendt, der er mere spontanitet, engagement og gå-på-mod. De har lært at arbejde med en sund relation imellem krop og hoved samt fået flere succesoplevelser.
Programmets positive effekt på hverdagslivet kan ses på mange områder så som; mad og spisning, f.eks. om aftenen efter at have været i naturen, havde flere en oplevelse af et naturligt forhold til mad og spisning.
Positiv effekt på søvnhygiejnen, oplever en mere naturlig træthed.
Flere er blevet bedre til at pleje sig selv, hygge sig, læse en bog m.m. Mere bevidst om egne behov, grænser, meninger m.m. for derigennem, at fungere bedre socialt.
Positiv effekt på selvtillid, selvværd og selvfølelse. Mere bevidsthed omkring kontrol og styring, både i forhold til sig selv og andre. Deltagerne føler sig mere motiverede i forhold til genoptagelse af uddannelse, job med mere. Flere oplever en positiv respons fra deres netværk. Mere kontakt til kroppen frem for hovedet, samt mere bevidsthed omkring fysisk aktivitet. Bedre balance mellem at lave noget fysisk uden at det bliver tvangspræget.
Positiv effekt på fritidsaktiviteter. Udendørsaktiviteter og frisk luft hjælper på spiseforstyrrelsen, hvor de førhen ikke kom ud grundet spiseforstyrrelse. (Fisker, 2010)
International forskning.
Der er mange forskellige behandlingsprogrammer som indbefatter Wilderness og Adventure Therapy i international sammenhæng.
Det mest veludviklede og veldokumenterede behandlingsprogram, som vi finder relevant at referere til, er Wilderness Adventure Therapy® - WAT, der er en kombination af Wilderness og Adventure terapi og indeholder elementer fra begge dele.
WAT har været anvendt som en komplimenterende og interagerende del af den psykiatriske behandling på Austin Hospital’s Child & Adolescent Mental Health Service, Melbourne siden 1992.
WAT -modellen er udviklet gennem 3 faser. I første fase blev WAT anvendt som supplerende behandling til den konventionelle behandling af unge med alvorlige psykologiske, adfærdsmæssige og psykiatriske problemer, på Austin hospital i perioden 1992-2000. Både på kort sigt og 5 år efter behandlingen, var der positiv succes, og WAT etableres efterfølgende som primær ambulant behandling til samme målgruppe.
Det ambulante forløb strækker sig over 10 uger, og indeholder individuel- og gruppeterapi, adventure og wilderness aktiviteter, både som enkeldagsaktiviteter og som 2 dagsekspedition. I slutningen af forløbet er der en 5-6 dages ekspedition.
Resultaterne af den ambulante behandling var bedre, end når den kombinereres med den konventionelle behandling.
I tredje fase er WAT-modellen anvendt som forebyggende indsats til unge, som var i risiko for at udvikle alvorlige psykiske og adfærdsmæssige problemer. (Crisp & Hinch, 2004)
Resultaterne af en opfølgende undersøgelse efter 3 mdr. og igen efter 2 år viser, at WAT har stort potentiale, dels som en effektiv klinisk behandling mod en række alvorlige psykiske problemer, og som forbyggende og tidlig indsats for unge i risikogruppen. (Crisp & Hinch, 2004)
Dr. Crisp har udviklet en akkrediteringsordning for både selve WAT -programmet og de involverede fagpersoner. Akkrediteringen skal sikre minimumsstandarden på området. (Crisp, 2002)