Motivation som begreb, fylder meget i behandlingen af spiseforstyrrelse. Dette afspejler sig ofte i at en patient omtales som motiveret eller ej. Begrebet motivation giver i flere tilfælde anledning til megen frustration og opgivelse hos unge med spiseforstyrrelse og deres pårørende.
Hvad vil det egentlig sige at være motiveret? Begrebet motivation refererer ifølge Wikipedia til ”en proces der frembringer, kontrollerer og opretholder bestemte væremåder”
Vi har en oplevelse af, at alle mennesker grundlæggende er motiveret for forandring. Alle vil gerne at deres situation forandres. Men vi har mødt mange, der har været uvidende om, hvordan de skulle fastholde en ændring og samtidig finde de ressourcer, der kræves for at ændre et mønster.
Eksempelvis fra praksis, hvor en ung kvinde med massiv spiseforstyrrelse har været til diætist og fået udleveret en ny kostplan. Hun vil gerne følge planen, men kan ikke overskue det. Hvilket er fuldt forståeligt, da køkkenet var beskidt, soveværelset var indelukket og hun tilbragte det meste af natten foran computeren. Hvordan skal hun finde overskud til, at spise sund morgenmad i disse omgivelser?
I den danske kultur har vi meget fokus på kost, motion og velvære. Man skal være online 24-7 og have det rigtige liv. Men hvis man har en dårlig søvnhygiejne, kaos i sin trygge base og ens sult/mæthedsfornemmelse er i ubalance, hvor fra skal ressourcerne så komme til, at tilberede sund og nærende mad, motioner balanceret m.m.?
Mange unge kommer fra et hjem, hvor det ikke har været en naturlig del af opvæksten, at deltage i huslige gøremål. Bevidstheden og læringen om simpel rengøring, tilberedning af mad, strukturering af en indkøbsseddel, vaske tøj m.m. er ikke eksisterende. Denne gruppe skal så motiveres via samtaler til at følge f.eks. en kostplan.
Som sundhedsprofessionel kan man vejlede i vigtigheden af en god søvnhygiejne. Men hvis den enkelte ikke personligt kan mærke betydningen af en god nattesøvn og kende forskel på følelsen af naturlig træthed, og træthed fordi man ikke magter mere, eller manglende træthed grundet mængden af energidrik. Hvordan skal den vejledning man formidler så blive integreret?
Mange mennesker med spiseforstyrrelse anvender meget af deres behandlingtid på indtagelse af måltider. Som eksempel kan nævnes at en anorektisk pige skal spise 6 måltider dagligt. Hun har maks. 30 min. til at indtage et måltid, og efterfølgende 30 minutters følgetid. Hviklet betyder at spiseforstyrrelsen styrer min. 6 timer af en dag. Det kan være svært for den enkelte, at opleve en naturlig sult på de par timer, der er mellem måltiderne, hvor de i forvejen skal holde sig mere eller mindre i ro.
Hvis målet med behandlingen er recovery, er det så realistisk, at mennesker med spiseforstyrrelse på længere sigt anvender 6 timer dagligt på at spise, og derudover skal tilberede maden selv. Set fra den anorektiskes synspunkt er det formålsløst at spise, på nær den belønning, der er forbundet med at spise, så som tilladelse til at motionere mere. Selvfølgelig er der en risiko for at udvikle senkomplikationer. Men sammenholdes dette med de sociale mediers online netværk af pro ana/ mia tilhængere, der forstår en og yder opbakning 24/7 online på mobilen, uploader thinspiration (motivations billeder og videoer af ultra tynde piger), så giver en opdatering med et billede af en sund pige, der er ved at komme sig, ingen likes. Men til gengæld giver et billede taget med mobilen, hvor man ser trist og tynd ud, med meget makeup og stramt siddende tøj, utrolig megen respons.
Selvfølgelig kan tingene ikke ses isoleret, men for mange piger er det hverdagen. Der skal være et alternativ til ambivalensen, der konstant er til stede.
Vores behandlingsfilosofi er et forløb, hvor fokus er på sunde elementer ved livet. Hvor man arbejder med krop og hoved på samme tid og hvor fokus ikke er på den enkeltes spiseforstyrrelse, men på den enkeltes ressourcer, basale behov og naturlige færden.
Som en aktiv del af forløbet inddrages Wilderness Adventure Therapy- WAT som motivationsredskab. Ved at inddrage WAT bliver man presset fysisk og psykisk. For eksempel får man en naturlig oplevelse af, at mad giver energi, og at det er en nødvendighed for at kroppen fungerer.
At komme væk fra hovedet og ned i kroppen og begynde at lytte til de behov kroppen har, kræver at man befinder sig i nogle omgivelser, hvor det er muligt at komme til at mærke forskellen.
Miljøet og rammerne i Spanien og Sverige, bevirker at der opstår en naturlig uoverensstemmelse mellem den raske og den syge side. Dermed begynder spiseforstyrrelsen, at bliver et problem for den enkelte og det bliver attraktivt, at få hjælp til at ændre mønstret.
